Vedtægter RUB

Vedtægt for Røsnæs Udvikling & Beboerforening 

§1. Foreningens navn er Røsnæs Udvikling & Beboerforening Cvr. nr. 33090099. Foreningens hjemsted er Kalundborg Kommune.

§2. Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser, at repræsentere lokalsamfundet overfor såvel offentlige myndigheder som private organisationer, at skabe udvikling, at arbejde for at der består/etableres livsvilkår på Røsnæs, der gør det attraktivt at bosætte sig der samt at drage omsorg for Ulstrup Mølle og aktiviteterne der, Røsnæs Lokalhistoriske Arkiv og for eventuelle andre projekter som måtte opstå i foreningens regi.

§3. Som medlem kan optages enhver, der har interesse for Røsnæsområdet. Medlemsskabet er forbundet med betaling af kontingent. Foreningen hæfter kun med sin formue. Der påhviler ikke medlemmer, og ej heller bestyrelsesmedlemmer, nogen økonomisk hæftelse for gæld som foreningen måtte have pådraget sig.

§4. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.

§5. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 1. maj og indvarsles – gennem annoncering i dagspressen, angivelse på foreningens hjemmeside, suppleret med opslag i Refsnæs Brugs og på Røsnæs Skole – senest 14 dage for afholdelsen med angivelse af tid, sted (som skal være i Røsnæs Sogn) og dagsorden. Forslag til punkter som ønskes optaget på dagsordenen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Fra 5 dage før generalforsamlingens afholdelse, kan ethvert medlem hos formanden begære en liste over indkomne forslag.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent. 2. Valg af referent. 3. Formandens beretning – herunder beretning for Ulstrup Mølle & Røsnæs Lokalhistoriske arkiv. 4. Forelæggelse af det reviderede regnskab. 5. Indkomne forslag. 6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år. 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år ad gangen. (6 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år, og 5 i lige år). 8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen. 9. Valg af 2 revisorer. 10. Valg af 1 revisorsuppleant. (Valg af suppleanter, revisorer og revisorsuppleant sker for 1 år ad gangen). 11. Eventuelt. (Der kan ikke foretages afstemninger eller tages bindende beslutninger under dette punkt).

§6. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, hvis mindst 5 bestyrelsesmedlemmer eller mindst 20 medlemmer skriftligt begærer det over for formanden, med angivelse af det/de punkt/er der ønskes behandlet. Formanden skal inden otte dage indkalde til ekstraordinær generalforsamling på samme måde som anført i § 5 stk. 1. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent. 2. Valg af referent. 3. Behandling af indkomne forslag. (Forslagene skal være beskrevet). 4. Eventuelt. (Der kan ikke foretages afstemninger eller tages bindende beslutninger under dette punkt).

§7. Afstemninger, undtaget ændring af vedtægten og beslutning om opløsning af foreningen, sker ved almindeligt stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst 9 medlemmer er til stede. Ethvert tilstedeværende medlem har en stemme. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Skriftlig afstemning foretages, hvis 3 tilstedeværende medlemmer kræver det. Ændring af vedtægten eller opløsning af foreningen kan kun ske, hvis mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, og mindst 2/3 af disse stemmer for forslaget. Er dette ikke tilfældet, men der er almindeligt flertal for forslaget blandt de tilstedeværende, skal formanden indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med almindeligt stemmeflertal. Er et medlem forhindret i at være til stede ved generalforsamlingen, kan medlemmet give fuldmagt til et medlem, som deltager. Hvert tilstedeværende medlem kan kun repræsentere yderligere et medlem. Dirigenten skal straks efter, at valg af denne har fundet sted informeres om, hver der medbringer en fuldmagt. En fuldmagt tælles med ved afstemninger som et tilstedeværende medlem.

§8. Bestyrelsen forestår den daglige ledelse af foreningen. Bestyrelsen består af 11 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og en sekretær. På det konstituerende møde udpeges kontaktpersoner til Ulstrup Mølle, Lokalhistorisk Arkiv, og de øvrige arbejdsgrupper der måtte være, eller som ønskes oprettet. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 7 medlemmer er til stede. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde efter behov, eller når et bestyrelsesmedlem ønsker det. Bestyrelsen kan beslutte, at foreningen selvstændigt skal være medlem af andre foreninger, sammenslutninger eller forbund, som kan fremme foreningens formål. Et sådant medlemskab må ikke være i modstrid med vedtægterne for foreningen.

§9. Formand og næstformand varetager i fællesskab den daglige ledelse og tegner foreningen i økonomisk sammenhæng. Formanden er bemyndiget til alene at handle på foreningens vegne i sager, der ikke tåler udsættelse, men skal orientere bestyrelsen på førstkommende møde. Bestyrelsen kan udpege et bestyrelsesmedlem til ad hoc at indgå aftaler på foreningens vegne. Kassereren er ansvarlig for foreningens værdipapirer og rede penge, der er betroet kassereren, og ifølge kassebogen skal være til stede. Kassereren foretager udbetalinger på foreningens vegne efter anvisning af formanden. Ved dennes forfald, efter anvisning af næstformanden. Sekretæren skriver foreningens referater m.v.

§10. Regnskab. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningens revisorer kan til enhver tid forlange alle bilag og den løbende bogføring udleveret til kontrol, og foretager den årlige revision. Regnskabet fremlægges i revideret stand på den ordinære generalforsamling tillige med regnskaber for Ulstrup Mølle og Røsnæs Lokalhistoriske Arkiv og eventuelle andre projekter, oprettet under foreningen og hvortil der er knyttet en selvstændig økonomi.

§11. Overgangsbestemmelse. Med henblik på foreningens fusion med Røsnæs Udviklingsteam sker det første valg ifølge § 5 stk. 3, punkt 7-10 på ekstraordinær generalforsamling den 03.04.2012.

§12. Ved foreningens opløsning skal generalforsamlingen beslutte hvem der skal have ansvaret for foreningens aktiver, herunder Ulstrup Mølle og arkivalierne i Røsnæs Lokalhistoriske Arkiv samt hvordan eventuelle værdipapirer og rede penge skal fordeles imellem velgørende foreninger og institutioner eller sports- og ungdomsforeninger på Røsnæs.

—oo0oo—

Vedtaget på generalforsamlingen den 22.03.2012.